Vor store hjerne har sat os i stand til at forudsige vores handlingers konsekvenser, planlægge vores handlinger og manipulere vores omgivelser i større grad end nogen anden dyreart.
Mennesket er derfor i højere grad end andre dyrearter afhængig af kompleks tillært kultur, som en måde at tilpasse vores levevis til vores miljø, til at organisere mangfoldige samfundsformer og udvikle et stort repertoire af teknologier.
Ifølge mange teorier er den udviklingsmæssige fordel som har gjort mest for at definere menneskeartens historie udviklingen af sprog – det komplekse symbolsystem hvormed vi kan kommunikere komplekse ideer til hinanden, og som sætter os i stand til at samarbejde, og til at konstruere symbolske kategorier som vi kan bruge til at interagere med verden.
Lignende symbolsystemer kendes blandt andre dyrearter, men de er langt mindre komplekse. Fra vor store hjerne springer også vor bevidsthed om vor egen eksistens og vort forhold til resten af verden, denne bevidsthed om vor egen eksistens som art gør at mennesket ofte har anset sig selv for stående uden for dyreriget. Vi bruger således ofte ordet “menneske” som værende i modsætning til “dyr”, uanset de store biologiske ligheder imellem mennesker og andre primater og pattedyr.
Menneskets store hjerne betyder også at vores udvikling fra foster til fuldt fungerende voksent individ er længere end hos alle andre pattedyr. Menneskebørn er således afhængige af omsorg fra voksne individer meget længere end andre dyr – ofte fra 10 til 15 år. Dette faktum gør, at mennesker er afhængige af sociale netværk, der kan samorganisere madproduktion og børnepasning. Sådanne sociale netværk har lagt grunden for udviklingen af de komplekse samfund, som mennesket i dag bebor.